• Om Feles Sublimis
  • Om abyssinier racen
  • Abyssinier farver
  • Udstilling
  • Killing fra Feles Sublimis
    • Hvad følger med?
    • Gode råd før køb af killing
    • Ny killing i hjemmet
  • Killinger/voksne til salg
    • Killinger til salg
    • Voksne til salg
  • Avlskatte
  • Kattens adfærd
    • Normal adfærd
    • Problemadfærd
    • Angst hos katte
  • Links
  • Kontakt

ER MIN KAT STRESSET ELLER ANGST?





En kat, der er stresset, vil ikke nødvendigvis vise tydelige tegn på stress. Men oplever du, at din kat f.eks. ofte har urinvejslidelser, hvor der ikke er tegn på betændelse i urinvejene, kan katten lide af nervøs blærebetændelse. Det er, ligesom øvrige urinvejslidelser, meget smertefuldt.

Stress hos katte kan føre til f.eks. urinvejslidelser, og kan skyldes en række faktorer, som f.eks. flytning, ny baby eller nyt husdyr i hjemmet, at kattebakken står et ”trafikeret sted” i hjemmet eller øvrige faktorer, som af den ene eller anden årsag stresser katten. Det er vigtigt at være opmærksom på, om din kat trives, og være medvirkende til at forebygge stress os din kat. Det gør du ved at sørge for rolige omgivelser, at kattebakken står et roligt sted, at katten har et tilflugtssted, der er dens "helle", og at katten bliver respekteret, når/hvis den siger fra.



Hjælp, min kat er bange for dyrlægen!





Normalt vil en killing fra et katte-opdræt være godt socialiseret inden den flytter i sit nye hjem. Den vil være rustet til hverdagens udfordringer og være nem at håndtere.

Hvis du alligevel står med en killing eller kat, der udviser angst hos f.eks. dyrlægen, kan det skyldes, at katten er bange for at blive håndteret af en fremmed og måske også bange for at blive fikseret, dvs. holdt fast. Du kan som ejer vænne din kat til håndtering ved at starte så tidligt som muligt med at håndtere killingen/katten. Start stille og roligt med at lægge et håndklæde omkring katten og hold om katten. Når den slapper af, kan du fortsætte med at berøre den blidt på poterne, i ansigtet, i ørene osv. Kombinér evt. berøringen med godbidder. På den måde lærer katten stille og roligt at blive håndteret og forbinde dét med noget godt.

Det er en rigtig god idé at vænne sin kat til håndtering og fiksering, da det er afgørende for at kunne medicinere sin kat, samt klippe klør på katten.



Hjælp, min kat er bange for fyrværkeri!





Hvor nogle katte tager nytårsaften med alt hvad der hører til i stiv pote, er der andre katte, der bliver voldsomt nervøse og angste, og hvor det næsten synes umuligt at tale dem til ro. Som udgangspunkt er det en rigtig god idé at blive hjemme sammen med sine katte nytårsaften. Katte, der reagerer voldsomt på fyrværkeri med angst til følge, har stor glæde af, at du som ejer er hjemme. Du kan være med til at skabe ro for den angste kat ved at være der for den. Derudover er disse 5 gode råd værd at følge:

  1. Træk så vidt muligt gardiner eller persienner helt for, så katten ikke kan se lysglimt fra fyrværkeri.
  2. Tænd lyset – Jo mere, jo bedre, så eventuelle lysglimt udefra bliver sløret af lyset indenfor.
  3. Tænd for en radio i rummet, hvor katten opholder sig, og sørg for roligt/afstressende musik.
  4. Supplér evt. med Zylkene og/eller Anxitane, som er beroligende produkter til katte. Sørg for at starte 2-7 dage før nytårsaften. Brug Feliway Classic duftspreder – den til stikkontakten – duften får katten til at føle sig tryg og godt tilpas.
  5. Opfør dig roligt! Tal dæmpet til katten. Undgå at pylre om katten, da det forværrer situationen. Katten har brug for at se dig håndtere situationen roligt og afdæmpet.



RING xx xx xx xx

4300 Holbæk