• Om Feles Sublimis
  • Om abyssinier racen
  • Abyssinier farver
  • Udstilling
  • Killing fra Feles Sublimis
    • Hvad følger med?
    • Gode råd før køb af killing
    • Ny killing i hjemmet
  • Killinger/voksne til salg
    • Killinger til salg
    • Voksne til salg
  • Avlskatte
  • Kattens adfærd
    • Normal adfærd
    • Problemadfærd
    • Angst hos katte
  • Links
  • Kontakt

normal adfærd hos katte



Katte i løbetid





HUNKATTE I LØBETID:

Når hunkatten kommer i løbetid, vil hun blive ekstrem kælen og vride sig rundt på gulvet. Hun vil kalde og jamre for at tiltrække kønsmodne hankatte. Hunkattens løbetid varer i ca. 7 dage og forekommer med ca. 2-3 ugers mellemrum.


HANKATTE I 'LØBETID':

Når hankatten bliver kønsmoden kan han finde på at tage på lange ture af flere dages varighed. Det skyldes, at han skal ud og søge efter hunkatte i løbetid. Hankatten vil forsvare sit territorium mod andre hankatte. Det kan resultere i voldsomme slåskampe, som kan give rifter og skrammer. Det er derfor ikke ualmindeligt, at en hankat ofte kommer hjem med tydelige spor efter at have fået "et par på kassen". En kønsmoden hankat kan desuden finde på at strinte indendørs, hvilket efterlader en stærk ildelugtende stank af urin.



Den nyfødte killing





En killing vejer ca. 90-120 g, når den fødes. En killing fødes døv og med lukkede øjne, men den kan lugte og smage. Kropstemperaturen er ca. 37,6°C, hvilket er lavere end hos den voksne kat, hvor den typisk ligger på 38,4°C. Killingerne er 100% afhængige af deres mor, og i starten vil de die ca. 3 gange i timen. Efter hvert måltid vil kattemor slikke killingerne bagtil. Dette udløser reflektorisk, at killingen afsætter urin og afføring, som kattemor vil fortære. Killingens opholdssted skal være beskyttet mod træk, og lyset bør være dæmpet indtil 2 dage efter øjne er helt åbne. Navlestrengen tørrer ind og falder af efter et par dage.



Killingens udvikling 0-3 uger





Killinger tager ca. 10 g på om dagen, og indenfor den første leveuge har de fordoblet deres vægt. Killingens øjne åbnes, når killingen er 5-12 dage gammel, og øjnene vil altid være blå i starten. I starten er killingen ikke i stand til at skelne omgivelserne klart eller orientere sig ved hjælp af synet. Brug af synet udvikles gradvist over de næste uger og er fuldt udviklet i en alder af 8 uger.

Den ydre øregang begynder at åbne sig, når killingen er 6-14 dage gammel.

Killingerne sover og dier det meste af tiden. Da de i denne alder ikke kan kontrollere deres kropsvarme, søger de varme både ved deres mor og ved deres søskende. Killingerne bevæger sig fremad ved hjælp af forbenene, men allerede i løbet af deres første to leveuger, udvikles deres evne til også at benytte bagbenene.



Killingens udvikling 4-5 uger





Killingerne er nu så småt begyndt at soignere sig, ligesom de også er i stand til at spise opblødt tørkost eller vådkost specielt designet til killinger. Deres lugtesans er nu fuldt udviklet, og deres leg med hinanden og med deres mor er blevet mere voldsom.

Killingerne bliver bedre til at skelne genstande fra hinanden og er også bedre til at orientere sig. I denne perioden er det særlig vigtigt, at killingerne får mange forskellige synsindtryk og indtryk i det hele taget, ved at deres omgivende miljø er så stimulerende som muligt.



Killingens udvikling 6-7 uger





Killingerne bliver stadig mere vilde i deres leg. De tumler med hinanden og med deres mor, som også leger med og opdrager på dem. Killingerne træner deres jagtfærdigheder gennem leg, og vil snige sig ind på deres ”bytte”, som oftest er en tøjmus. De er nu gamle nok til at få tørkost serveret, som ikke er opblødt. ​



Killingens udvikling 8 uger





Selvom killingerne stadig dier, bliver de fleste killinger fravænnet, når de er 7-8 uger gamle. Af og til ser man dog killinger, der dier væsentligt længere. Killingerne har nu samme kropstemperatur som de voksne katte på ca. 38,4 °C.

Kattemor gå af og til væk fra killingerne for at få fred, men er aldrig væk i mere end en time ad gangen. Hun observerer gerne killingerne på afstand, og skrider ind, hvis killingerne bliver for voldsomme overfor hinanden i deres leg. Først i en alder af 8 uger har killingerne udviklet et normalt syn.



Killingens udvikling 9-10 uger





Hvis kattemor har mulighed for det, vil hun begynde at bringe levende bytte hjem til killingerne, ligesom hun vil vise killingerne, hvordan de skal slå byttet ihjel.

Killingerne dier stadig 4-5 gange om dagen, og de bruger meget tid på at lege med kattemor, som dog godt kan finde på at afvise dem, da legen ofte er meget voldsom. Killingen vil også ofte lege med legetøj, som kastes op i luften.



Killingens udvikling 11-12 uger





Killingerne dier nu ca. 2 gange dagligt, men det sker mindre og mindre. Dog får killingerne lov til at die, hvis de insisterer, og de kan die helt op til 16 ugers alderen.

Kattemor tager længere og længere ture væk fra killingerne, og nu lægger hun sig sjældent sammen med dem.

En killing skal også, jf. bekendtgørelsen om overdragelse af kattekillinger, være minimum 12 uger gammel før den flytter hjemmefra. Det skyldes bl.a. at socialiseringsperioden for killinger varer fra uge 2-12 efter fødslen, samt at killingen er 100% afhængig af sin mor i de første uger af sit liv.



hvorfor leger katten?





Når du ser katten lege, ser du samtidig en kat, der lærer. Legen har en vigtig funktion for katten, som bruger legen til at lære sig færdigheder. Igennem legen lærer katten sine mentale, sociale og fysiske styrke at kende.


Legen er livsnødvendig for katten, for det er igennem legen - med f.eks. tøjmus - at katten lærer sine jagtfærdigheder at kende. Det er også igennem legen, enten med tøjmus/legetøj eller levende bytte, at katten holder sine færdigheder ved lige.



Drømmer min kat?





JA, katte drømmer!


I lighed med mennesker drømmer katte også, og ligesom vi, har katten også søvncyklusser. Disse varierer mellem let og dyb søvn. I den dybe søvn drømmer katten. Dette kan medfører, at poterne spjætter, ørerne vipper og knurhårene bevæger sig. Samtidig kan katten komme med små lyde eller sågar vågne med et sæt og udstøde et hvæs.



Hvorfor gnider katten sin kind mod min?





Når din kat hilser på dig, kan det foregå ved f.eks. at katten gnider isse og kinder mod dine ben, og fortsætter med hele kroppen, og snor til sidst sin hale omkring dit ben. Hvis den får mulighed for det, vil den gentage samme procedure med at presse issen og siden af hovedet mod dit ansigt. Dette kan gentage sig mange gange efterfulgt at spinderi og til tider savl.

I virkeligheden udveksler katten dufte med dig. Katten har særlige duftkirtler i tindingeregionen, i mundhjørnerne, samt ved haleroden. Når katten gnider sig op ad dig, 'afmærker' den dig med sine dufte. Afmærkning af ejer gør, at katten føler større samhørighed med sin ejer. Derudover læser katten også vores duftsignaler, og opnår dermed en vigtig viden omkring os.



Hvorfor spinder katte?





Killinger begynder at spinde når de er blot en uge gamle, og adfærden er primært forbundet med, at de dier ved kattemor. Killingens spinderi fungerer som et signal til kattemor om, at alt er OK. Kattemor spinder tilbage til killingerne for at fortælle dem, at hun er afslappet og alt er godt. På samme måde fortæller en kat til sin ejer, at katten er venligt stemt og alt er OK.


Katte kan også spinde af andre og mere alvorlige årsager, f.eks.:

  • Katte, der er kommet til skade
  • Katte i voldsom smerte
  • Fødende katte
  • Døende katte

Fælles nævneren for alle situationer er, at katten med sit spinderi forsøger at skabe en tryg stemning for sig selv. Hvad enten katten er kommet alvorligt til skade, er i store smerter, eller er ved at dø, så forsøger katten at berolige sig selv ved at spinde.




RING xx xx xx xx

4300 Holbæk